Havde verden været en anden

Af: Bjørn Voldbjerg Sørensen

I dag er det 80 år siden, en enkeltstående begivenhed under Anden Verdenskrig faldt ud på præcis en sådan måde, at den kan have påvirket verdenshistorien og udviklingen af den moderne verdensorden.

Havde vindretningen i Østersøen været en anden natten til den 18. august 1943, er det ikke sikkert, at USA havde vundet rumkapløbet og sat en mand på månen 26 år senere i sommeren 1969.

Havde enkelte dyner af stratocumulusskyer befundet sig et lidt andet sted, var over 500 uskyldige tvangsarbejdere måske ikke blevet bombernes bytte.

Havde vinden blæst fra en anden retning, havde tre bombeflybesætninger fra den tredje og sidste angrebsbølge i stedet skulle deltage i første angrebsbølge. Så havde de måske ikke mødt deres endeligt i luften over Sønderjylland, hvor de blev indhentet og skudt ned som perler på en snor af én og samme tyske natjager.

Var bombeflyene ikke blevet skudt ned over Sønderjylland på vej hjem fra sidste angrebsbølge mod V2-raketfabrikken i Peenemünde, ville 22 familier i Storbritannien, Australien og Canada måske stadig have deres ægtemænd, fædre, sønner og brødre. Og flere efterkommere.

Nu ligger de unge flyvere fra de tre britiske Lancaster bombefly i stedet begravet på Aabenraa Kirkegaard. Eller rettere – dem man kunne finde, ligger begravet der. Sammen med knap 150 andre britiske og allierede flyvere, der også blev skudt ned over Sønderjylland under krigen.

Besætningen på Lancaster JA 691 nåede aldrig hjem. De blev skudt ned over Løjtland og døde alle.
Bagerst fra venstre: Rygskytte N.W. Buchanan, agterskytte R.W. Slaughter, bombekaster W.J Stiles og telegrafist R. Fowlston. Siddende fra venstre: Navigatør L.F. Freeman, pilot H.J. Randall og flyvemaskinist L.J. Henley. Alle ligger begravet på Aabenraa Kirkegaard.

De ligger begravet i samme indviede jord som den danske nazifører Frits Clausen. I samme indviede jord som 254 tyske flygtninge fra Østpreussen – heriblandt 89 spædbørn, der ikke oplevede at blive et år. Krigens skæbner.

Men hvis ikke en af bombeflyene, Lancaster JA 691, var blevet skudt ned over Barsmark på Løjtland den 18. august 1943, nær denne skribents bopæl, var den 47-årige familiefars historieinteresse næppe blevet vakt i en sådan grad, at han 79 år senere stod på en mark på Als med en metaldetektor og en spade.

Og var med til at udgrave dét, der skulle vise sig at være en 500 kilos ueksploderet, ustabil britisk bombe, som han kravlede ned i hullet og krattede i med sin spade. Og dermed bragte sin søns og sit eget liv i fare.

Dette essay er en udforskning af, hvordan et individ tilegner sig historien og dermed selv bliver en del af den. Med kaosteori og kontrafakta som katalysator.

*

Ved et levende hegn langs den smalle, snoede vej, der ender ved Barsøfærgens færgeleje på Løjtland, står der en mindesten. Den mindes de 7 besætningsmedlemmer i Lancaster JA 691, der blev skudt ned på vej hjem fra ét af Anden Verdenskrigs mest spektakulære bombeangreb: Operation Hydra – angrebet på den tophemmelige raketudviklingsfabrik i Peenemünde på Usedom ved Østersøen.

Mindepladen for de 7 dræbte besætningsmedlemmer på Lancaster JA 691, der blev skudt ned over Barsmark på Løjtland

På to andre sønderjyske lokationer, på Nordals og i Ustrup ved Haderslev, står lignende mindesten for to andre Lancaster bombefly, JA 851 og EE 117, der blev skudt ned samme nat – af den samme tyske natjager. Ingen besætningsmedlemmer fra de tre bombefly overlevede.

Det er øjenvidneberetningerne og den lokalhistoriske formidling af begivenhederne i luften over Sønderjylland den 18. august 1943 og på jorden i dagene efter, der i første omgang vakte denne skribents interesse for Operation Hydra.

De er på én og samme tid fascinerende og urovækkende, for de åbner en dør til grufulde øjebliksglimt, hvor reelle krigshandlinger med kamp, drama, død og lemlæstelse rent faktisk kom til det besatte Danmark, der ellers gik fri af verdenskrigens rædsler.

Men som vi også skal blive klogere på, er de tre nedstyrtninger i Sønderjylland blot fragmenter af en langt større operation med verdenshistoriske implikationer – både for krigens gang og muligvis også for rumkapløbets udfald under den kolde krig.

Et af halerorene fra Lancaster EE 117, der blev skudt ned over Ustrup 18. august 1943.

*

De uheldssvangre Lancastere JA 691, JA 851 og EE 117 var blot tre ud af i alt 596 tunge firemotorers bombefly, der lettede fra baser i England om aftenen den 17. august 1943 med kurs mod Peenemünde.

Et isoleret og yderst hemmeligt forsøgsområde, hvor nazisterne var langt fremme med at udvikle, teste og producere verdens første ballistiske raket – V2-raketten. Det var et våben, der ville slå ned med næsten 3000 km/t, når det var færdigudviklet. Raketten var med andre ord så hurtig og kraftfuld, at de allierede ikke havde nogen forsvarssystemer, der kunne skyde den ned.

Udsigten til at tyskerne skulle kunne tage V2-våbnet i brug mod den invasion, som alle viste måtte komme, var noget der bekymrede de allierede dybt. Og derfor måtte der sættes en stopper for udviklingen og produktionen af V2-raketten.

Bomber Command planlagde derfor et fuldstyrke angreb på Peenemünde, der både skulle ødelægge faciliteterne til produktion, test og forskning, men ikke mindst skulle dræbe de højt specialiserede videnskabsfolk, der havde den helt særlige viden, der gjorde Nazityskland førende inden for raketvidenskab og udvikling af ballistiske raketter.

Ikke mindst stod raketvidenskabsmanden Wehrner von Braun og hans team af videnskabsfolk og højt specialiserede teknikere højt på de allieredes dødsliste.

Den unge videnskabsmand Dr. Wehrner von Braun (i civil) og hans team af videnskabsfolk og militære eksperter. Fotograferet i Peenemünde i marts 1941

De følgende beskrivelser og øjenvidneberetninger er taget fra det uomgængelige hovedværk om angrebet på Peenemünde: Den britiske historiker Martin Middlebrooks ”The Peenemünde Raid. The Night of 17/18 August 1943”.

Det er den eneste bog, jeg har læst denne sommer. Jeg har ikke kunnet rumme mere.

*

Bombemaskinerne skulle ødelægge tre delmål inden for målområdet, der var omkring 5 kilometer langt og et par kilometer bredt: Forsknings- og forsøgsområdet, fabriksbygningerne, hvor raketterne blevet samlet og boligområdet, hvor videnskabsfolk, teknikere og øvrige medarbejdere i udviklingsprogrammet boede.

Det krævede både komplet overraskelsesmoment, stor slagkraft og stor præcision.

Præcisionen var ikke en kernekompetence for Bomber Command’s store bombeflyarmadaer. De var trænet i strategisk tæppebombning af langt større byområder fra stor højde, hvor besætningerne ofte slet ikke kunne se målet på grund af højden, skyer og røg fra brandene.

Peenemünde var et lille bombemål for en bomberstyrke, der talte knap 600 tunge bombefly lastet med i alt knap 2000 tons bomber.

Det krævede en anden taktik end ellers:

Bombemaskinerne skulle kaste bombelasten fra lav højde – fra mellem 1,5 til 2,5 kilometers højde i modsætning til den normale bombehøjde på knap 6 kilometer.

De skulle angribe i tre angrebsbølger – én til hvert af de udpegede delmål. Og så skulle bombenatten helt atypisk være en måneoplyst nat. Godt for navigation og bombepræcision – men det gjorde også bombemaskinerne ekstremt eksponerede overfor tyske natjagere.

Derfor blev der iværksat et mindre afledningsangreb samme nat på Berlin. Både for at bevare overraskelsesmomentet, så de 4000 mennesker, der arbejdede i Peenemünde ikke skulle ane uråd og gå i beskyttelsesrummene, men også for at trække tyskernes natjagere væk fra nattens virkelige mål – Peenemünde.

Sergeant J.-J. Minguy fra 101 squadron oplevede bombeangrebet således fra sin bombemaskine, (oversat fra Martin Middlebrook’s ”The Peenemünde Raid”):

– Peenemünde var ved at blive meget ”livlig”. På jorden eksploderede og brændte alt, som man ikke skulle tro muligt. Det var en blanding af mundingsglimtene fra luftforsvaret på jorden, der lod til at øge beskydningen i samme grad, som vi droppede bomber – og så eksplosioner, der alle var mere spektakulære end den foregående. Det lignede kulbunker, der brændte – et inferno! Flammerne var alle mulige farver – rød, orange, grøn, blå! Eksplosion efter eksplosion efterfulgte hinanden med en hastighed, der overgår fantasien.

Luftfotoet er taget fra et bombefly under selve bombningen af Peenemünde. Man kan se eksploderende bomber på landjorden og skarpt skinnende markeringsblus i luften.

Sergeant A.C. Farmer fra 12 squadron havde en lignende oplevelse, (oversat fra Martin Middlebrook’s ”The Peenemünde Raid”):

– Målet så ud, som om en bølge af bombefly allerede havde ramt det, og at hele landskabet var ved at bryde ud i noget forfærdeligt. Eksplosionerne under os var så enorme, at da vi fløj hen over området, var det som at køre bil over en pløjemark. Vi drog et stort lettelsens suk, da vi ændrede kurs hjemover, og mine stakkels rygmuskler kunne slappe lidt af. De var blevet banket godt og grundigt  igennem i mindst en halv time, og nu føltes det godt at være på vej hjem, velvidende at dette mål var blevet fuldstændig ødelagt.

At målet var blevet fuldstændig ødelagt var dog ikke sandt. Forsøgs- og forskningsfaciliteterne, der blev bombet i tredje og sidste angrebsbølge, blev ikke så hårdt beskadiget. Og i modsætning til hvad man ellers skulle tro, boede nogle af topvidenskabsmændene rent faktisk i dette område og ikke i boligområdet, hvor langt størstedelen af medarbejderne ellers boede.

Fordi forsøgs- og forskningsområdet blev bombet i sidste bølge og ikke så effektivt, lykkedes det en del folk i dette område enten at søge dækning i beskyttelsesrum eller at flygte ud på stranden. Faktisk blev kun to videnskabsmænd slået ihjel under hele bombeangrebet.

Wehrner von Braun undslap således også bomberegnen. Jeg har endnu ikke læst biografier om videnskabsmanden, men jeg har fundet denne beskrivelse og citat fra hans oplevelser af bombningen:

”Aftenen den 17. august 1943 havde været behagelig for Wernher von Braun. Sammen med folk fra sit team havde han underholdt sin mangeårige ven, testpiloten Hannah Reitsch, som skulle gennemføre en testflyvning med det raketdrevne jagerfly Me 163 Komet den næste dag. Da festen sluttede, trak von Braun sig tilbage til sin ungkarlebolig. Kort efter midnat blev han vækket af lyden af luftangrebssirener. Han klædte sig hurtigt på og gik til det nærliggende luftangrebsalarm- og kommunikationscenter for at få en statusrapport”.

– På vej hjem bemærkede jeg, at det kunstige tågesystem, der omslutter Peenemünde, var blevet aktiveret. Gennem den tynde tåge skinnede den blege, rødlige skive af en fuldmåne. Pludselig så jeg et blus lyse op gennem tågen, og inden for et minut var himlen dækket af dét, vi kaldte ‘juletræer’, har Wehrner von Braun selv fortalt.

‘Juletræer’ var slang for de farvede markeringsblus, der blev kastet af de første stifinderfly, der skulle markere sigtepunkterne for hovedstyrken af bombefly. Et forvarsel om ragnarok.

*

Og ragnarok blev det på landjorden i Peenemünde. Specielt i den tæt bebyggede og fyldte barakarbejdslejr i Trassenheide, der egentlig lå et par kilometer syd for de udpegede målområder. Men som blev fejlbombet på grund af problemer med navigation og sigtbarhed.

I lejren boede hundredvis af tvangsarbejdere fra lande som Polen, Rusland, Ukraine og Frankrig – tvangsudskrevet fra de områder, som Nazityskland havde underlagt sig i krigens første år.

Over 500 uskyldige tvangsarbejdere fra Polen, Rusland, Ukraine og Frankrig mistede livet, da bombeflyene fejlbombede den tætbefolkede træbarak-arbejdslejr Trassenheide. De omfattende ødelæggelser er tydelige på dette luftfoto.

Her er en øjenvidneberetning fra den polske tvangsarbejder i Trassenheide-lejren, Jozef Mlynarski (oversat fra Martin Middlebrook’s ”The Peenemünde Raid”):

– Vores tyske vagter flygtede. Vi fulgte efter dem, men det var for sent. Der var for langt til lejrens porte. Massevis af bomber begyndte at falde overalt. Folk i løb forsvandt bare – Gud må vide hvorhen. De sårede skreg efter hjælp. En folkemængde prøvede at presse sig igennem porten; de begyndte at klatre op på pigtrådshegnet. Andre prøvede at rive pigtrådshegnet ned. Så faldt der endnu en bombesalve, der blæste hegnet ned og dræbte alle i nærheden af det.

– Efter at have set mine venner dø på den måde for øjnene af mig, løb jeg blindt ind i skoven. Indhegningen var væk. Vi var tre, der løb sammen. På vores vej fandt vi et beskyttelsesrum, der allerede var fyldt med mennesker. De skreg til os, at der ikke var plads til flere, og nogle tyskere sagde, at vi skulle løbe længere ind i skoven. Næste dag fandt jeg ud af, at fire bomber havde ramt det beskyttelsesrum, og at vi ville have været døde. Alle inde i beskyttelsesrummet var døde.

– Så var der pludselig en ny mur af ild foran os. Det tvang os ned på jorden. Jeg kom op igen, men det gjorde mine to venner ikke. Efter et par skridt faldt jeg ned i et bombekrater og besluttede at blive der. Jorden i bunden af krateret var meget varm – for varm til at stå i. Så jeg kravlede op på siden af krateret og gravede et lille hul, som jeg kunne putte mit hoved ind i, så bombefragmenterne ikke skulle ramme mig. Jeg var alene. Bombningen fortsatte, men nu længere væk. Kun jorden rystede.

– Efter et stykke tid faldt nogen ned i mit krater. Jeg kunne forstå på hans tale, at han var tysker. Jeg gled ned til ham og han greb mig om nakken og råbte med al sin kraft, at jeg skulle hjælpe ham. Men hvordan skulle jeg kunne det i det øjeblik? Han var såret i hovedet. Han lod ikke til at kunne mærke varmen fra bunden af krateret, selv om det stadig var for varmt for mig. Om det var af smerte eller frygt ved jeg ikke, men tyskeren blev ved med at slå sit hoved ned i den løse jord – med det resultat, at hans hoved blev mere og mere blodigt. Efter et stykke tid, sank han hen og lå stille. Jeg troede, han var død, men efter angrebet viste det sig, at han havde overlevet.

– Så faldt to polske drenge ned i krateret med et sammenrullet tæppe. Inde i tæppet lå deres sønderskudte ven, der ikke viste noget livstegn. Drengene begyndte at bede højlydt, og da de næste bomber faldt, rullede de deres ”sårede” kammerat ind i tæppet og løb videre.

– Vi havde været seksten i mit rum i vores barak. Alle fra Zarzesce, nær Niska i Tarnobrzeg distriktet. Tretten af de seksten var døde, to var sårede. Én forblev uskadt til at fortælle sin historie.

*

Øjenvidneberetningerne i Martin Middlebrooks bog fra landjorden i Peenemünde er gruopvækkende og mangfoldige, og tæller både tvangsarbejdere, tyske soldater, almindelige civile medarbejdere, sågar præster og videnskabsfolk.

Efter bombardementet forestod flere kyniske og uomgængelige opgaver: På landjorden var det opgaven med at indsamle og begrave de døde, rydde op i ødelæggelserne og starte arbejdet op igen.

I Bomber Command var det opgaven med at dokumentere og vurdere skaderne. For selvom ødelæggelserne var enorme, var angrebet ikke en fuld succes. Det var ikke lykkedes at dræbe mere end to videnskabsfolk. Til gengæld havde man opnået at afsløre sin viden om raketprogrammet over for tyskerne. Efter angrebet på Peenemünde splittede de produktionen og udviklingen af raketprogrammet ud på langt flere lokationer i Tyskland – og Peenemünde genvandt ikke herefter sin centrale betydning for raketprogrammet.

Der er nogenlunde historisk konsensus om, at Peenemünde-angrebet satte udviklingen af V2-raketten tilbage med cirka et par måneder. Den første V2-raket blev affyret mod England i september 1944.

I de knap 600 bombefly var opgaven heller ikke slut, selv om de knap 2000 tons bomber var kastet. De skulle også sikkert hjem igen uden at blive skudt ned.

Bombemaskinerne skulle undgå at blive skudt ned af luftværnsilden fra jorden og ikke mindst af de tyske natjagere, der nu var nået til Peenemünde efter forgæves at have ventet på bombemaskinerne over Berlin.

Denne Lancaster var blandt de heldige, der vendte hjem fra Peenemünde-angrebet. Den var blevet angrebet af flere tyske natjagere men var alligevel nået tilbage.

Pilot Officer F.J. Wilkin fra 156 squadron husker det således (oversat fra Martin Middlebrook’s ”The Peenemünde Raid”):

– Efter vi havde kastet vores bomber, fløj vi to gange rundt om hele området. Ingen tegn på jagere eller flak. Men pludselig begyndte fly omkring os at gå ned. Natjagerne var ankommet. Vores glæde over den succesfulde operation blev knust, da Lancasterne begyndte at falde ned. Vi fortsatte hjem i stilhed – kun afbrudt af stemmen fra agterskytten: ”Der røg én mere”. Det var en helt klart nat, og Lancasterne dannede perfekte silhuetter mod det klart oplyste målområde – en fare der var velkendt for erfarne besætninger.

Lykkedes det at undslippe beskydning i Peenemünde-området, var der stadig 1000 kilometer hjem til England, hvor bombeflyene kunne få andre problemer eller komme i luftkamp med sporadiske natjagere.

Og det var lige netop, hvad der skete for de tre Lancastere, der mødte deres skæbne over Sønderjylland. Af åbenlyse grunde findes der ingen øjenvidneberetninger fra de tre besætninger.

Men vi har en fascinerende øjenvidneberetning fra radaroperatøren i den natjager, der lettede fra Jagel-basen i Slesvig og skød alle tre Lancastere ned inden for 10 minutter.

Josef Krinner og hans pilot Hans Meissner havde været på vej østover mod Berlin i deres Messerschmidt 110 natjager, da de blev omdirigeret af en jagerkontrolofficer.

Øjenvidneberetning fra Josef Krinner blev bragt første gang i det tyske tidsskrift for jagerpiloter ”Jäger Blatt” i september nummeret i 1963 (min oversættelse):

Pilot Hans Meissner (tv.) og hans radar- og radiooperatør Josef Krinner (th.) skød tre Lancastere ned over Sønderjylland på blot 10 minutter.

– Han gav os besked på at droppe Berlin og i stedet flyve til luftforsvarssektoren Ameise. (en radarstation, der opført på Løjtland få kilometer fra det sted, hvor Lancaster JA 691 styrtede ned, red.). Så det gjorde vi. Herefter havde vi ingen kontakt med jagerkontrollen, lige som vi heller ikke kunne komme i kontakt med Ameise.

– Det var en vidunderlig fuldmånenat. Pludselig opfangede jeg en masse kontakter på min Lichtenstein-radar. Der var mindst fem kontakter – alle helt klare. Jeg guidede piloten til den første, og i omkring 200 meters afstand, så han den. Det var en Lancaster. Han så de otte små stikflammer fra udstødningen. På dette tidspunkt kiggede jeg bagud for at sikre mig, at der ikke var en Intruder bag os (en britisk natjager-jager, red.) eller sågar en tysker, der kunne forveksle os med en britisk bomber.

– Meissner halede ind på bomberen, og da han var 50 meter bag den og under den, åbnede han ild og ramte den inderste højre motor. Den eksploderede efter blot en enkelt salve og store klumper af motoren brækkede af. Vi trak til siden og så den styrte ned i flammer og eksplodere mod jorden. (Lancaster JA 851, der styrtede ned ved Hellesø på Nordals, red.)

– Jeg tog kontakt til Jagel og rapporterede vores nedskydning, så de kunne lave en krydspejling. Vi havde fløjet mod nord, mens jeg rapporterede, og nu fik jeg endnu en kontakt på radaren, ret forude, 1000 meter væk. Nøjagtigt det samme skete en gang til: Vi skød ham ned og rapporterede det. (Lancaster JA 691, der styrtede ned ved Barsmark på Løjtland, red.)

– Så fløj vi i en stor cirkel, og mens vi gjorde det, fik jeg adskillige kontakter, der fløj lige imod os. Hastigheden var meget høj. Meissner drejede hurtigt og jeg opfangede en af dem bagfra og fik os helt hen til den – blot 40 eller 50 meter fra den. Lancasterens store vinger var spredt ud lige foran os, vi var næsten for tæt på. Efter bare en skudsalve skete der en stor eksplosion i den motor, vi havde sigtet på. Stumperne fløj om ørerne på os. Ingen af dem ramte os, men vores cockpit blev oversprøjtet med olie. Det må have været olie og ikke benzin, for vi kunne ikke se ud. Den Lancaster styrtede lige ned. Det gik hurtigt, ikke langsomt som de to andre. (Lancaster EE117, der eksploderede i luften over Ustrup ved Haderslev, red.).

– Vi havde på fornemmelsen, at der måske var noget galt med vores motorer, så vi fløj hjem og landede på vores egen flyveplads. Meissner blev nødt til at åbne sidevinduet i cockpittet, for at kunne se jorden, fordi der var så meget olie på forruden.

– Ikke én af de tre bombere havde løsnet et skud mod os eller prøvet at undvige. Jeg tror overhovedet ikke, at de havde set os.

*

Jeg husker ikke præcist, hvornår sammenhængen mellem det lokalhistoriske fragment i form af Lancaster-nedskydningen i mit eget nærområde og den helt store historiske kontekst, hvor begivenhederne har påvirket krigens gang, gik op for mig.

Men det er vekselvirkningen mellem fragmentet og den store kontekst, der skaber historiens vingesus for mig.

Jeg mærker det, når jeg cykler forbi mindestenen på Løjtland. Når jeg læser de lokalhistoriske beretninger. Når jeg opsøger og fotograferer allerede fundne vragstumper. Når jeg selv leder efter vragstumper med min metaldetektor.

Så tænker jeg ikke bare på de pligtopfyldende unge mænd i deres bombemaskiner, der oplevede deres egne rædsler i luften, men som også skabte rædsler på jorden, hvor deres bomber ramte. Jeg tænker på de mange uskyldige tvangsarbejdere og civile der blev dræbt.

Jeg prøver at forstå nødvendigheden af at bombe – ikke bare Peenemünde, men alle de byer, der blev jævnet med jorden under Anden Verdenskrig – med hundredtusindvis af civile ofre til følge. Jeg forsøger at sætte mig ind i de allierede krigsplanlæggeres dilemmaer på lige præcis dét tidspunkt i krigen, vi befinder os i i august 1943. De store linjer.

Og omvendt, når jeg ser dokumentarudsendelser om Peenemünde, nazisternes V2-raketter og Operation Hydra og læser Martin Middlebrooks bog, så kigger jeg op på himlen over Løjtland og tænker på de tre uheldssvangre besætninger, der mødte deres skæbne over Sønderjylland. På Josef Krinner og Hans Meissner i den tyske natjager, der skød dem ned.

Jeg tænker på den lokale øjenvidneberetning om den tysksindede sønderjyde, der udbrød ”Verdammter englischer Schweinehund!” til ligene af de nedstyrtede flyvere, der lå tildækket på rad og række ved nedstyrtningsstedet på Løjtland. Og derefter fik et slag i hovedet af den tyske natjagerpilot, der var kørt fra basen i Jagel i Slesvig til Løjtland for at tage sin nedskydning i øjesyn. Pilotens baghåndslussing blev efterfulgt af svaret: ”Nein! Ein fährer Gegner!”

I krig bliver opfattelsen af helte, skurke og ofre udfordret.

Hans Meissner og Josef Krinner kørte fra deres base i Jagel i Slesvig for at besigtige deres nedskydninger. Her er de angiveligt fotograferet i Barsmark ved vraget af JA 691, hvor også en tyskvenlig sønderjyde fik en lussing af piloten for ikke at respektere de dræbte flyvere.

*

Vekselvirkningen mellem de lokale fragmenter og den store historie er også den kraft, der på et tidspunkt vil drive mig og min gamle autocamper til Historisch-Technisches Museum Peenemünde – og til Trassenheide.

Mine tanker kredser også om tilfældigheder og omstændigheder. Tilfældigheder der gjorde, at en del af bombeflyene fejlbombede tvangsarbejderlejren i Trassenheide og dræbte over 500 uskyldige mennesker. Og tilfældigheder og omstændigheder der gjorde, at bomberne ikke ramte og dræbte raketvidenskabsmanden Wehrner von Braun og hans stab af betroede videnskabsfolk.

Og her er det, min hjerne åbner et rum til de kontrafaktiske spekulationer, der bliver ved at ”blow my mind”: For hvad nu hvis…

*

Havde vinden blæst fra den retning som forudsagt i Bomber Commands planlægning, havde den oprindelige rækkefølge af de tre angrebsbølgers bombning af de tre forskellige delmålområder i Peenemünde kunnet gennemføres:

Det havde betydet, at området hvor raketvidenskabsmanden Wehrner von Braun boede, ville være bombet i første angrebsbølge og ikke i sidste. Måske ville det overraskelsesmoment have betydet, at Wehrner von Braun aldrig var nået i beskyttelsesrum og således var blevet bombernes bytte? Sammen med hans stab af dygtige medvidenskabsfolk.

Måske ville det endda have været en bombe fra Lancaster JA 691, der dræbte Wehrner von Braun. Alle de tre sønderjysk nedskudte Lancastere var nemlig en del af tredje og sidste angrebsbølge, der havde forsøgsområdet, hvor videnskabsmanden rent faktisk også boede, som deres bombemål.

Havde de tre Lancastere været en del af første angrebsbølge, havde sandsynligheden for, at de var blevet skudt ned også været meget mindre. De tyske natjagere nåede nemlig først frem til Peenemünde, efter de to første angrebsbølger havde forladt området. Ud af de næsten 600 bombefly, der deltog i angrebet, blev 40 skudt ned. Men hele 28 af de nedskudte bombefly var fra tredje angrebsbølge, der talte 178 bombefly.

Så måske var de 22 flyvere i de tre uheldssvangre Lancastere over Sønderjylland vendt levende hjem til England og deres kære den 18. august 1943? I stedet for at dø i luften over Sønderjylland og blive begravet på Aabenraa Kirkegård.

Knap 150 britiske og allierede flyvere ligger begravet på Aabenraa Kirkegaard. Heriblandt størstedelen af de tre besætninger, der blev skudt ned efter at have bombet V2-raketfabrikken i Peenemünde.

Nattens enkelte stratocumulusskyer og rygvind gjorde, at nogle bombemarkeringsblus blev kastet 3 kilometer for sydligt – og dermed tiltrak en bomberegn lige over tvangsarbejdernes lejr i Trassenheide, hvor over 500 russere, ukrainere, polakker og franskmænd mistede livet, inden fejlen blev opdaget og kommunikeret til de to sidste angrebsbølger.

Det er svært ikke at tænke på, om denne tragedie kunne have været undgået. Havde vinden blæst fra en anden retning.

Det svimler en lille smule for mig, når jeg tænker ud ad disse tanketråde. Men min mest hjemsøgende tanke er dog, hvad implikationerne af Wehrner von Brauns død ville have været.

For raketvidenskabsmanden overlevede krigen og overgav sig sammen sine bedste videnskabsfolk til amerikanerne, der rekrutterede mange af dem. Wehrner von Braun flyttede til USA og blev ansat i NASA, hvor han blev den drivende kraft i udviklingen af raketmotorerne til Saturn raketten, der sikrede, at USA som den første nation i verden satte en mand på Månen i 1969 og dermed vandt rumkapløbet mod Sovjetunionen.

Hvordan var rumkapløbet og Den Kolde Krig endt, hvis Wehrner von Braun og hans team på 130 videnskabsfolk var blevet dræbt under bombeangrebet på Peenemünde i 1943 og derfor ikke var blevet rekrutteret af amerikanerne efter krigen?

I mere end 20 år udgjorde Wehrner von Braun og 126 andre tyske videnskabsmænd fra det gamle Peenemünde team kernen af USA’s raketudviklingsindsats.

Hvis Wehrner von Braun og hans team af dygtige videnskabsfolk var blevet dræbt under bombningen af Peenemünde, havde USA så tabt rumkapløbet i 50’erne og 60’erne? Var de blevet sat bagud i udviklingen af missiler? Hvad havde det betydet for magtbalancen og verdensordenen under Den Kolde Krig?

Siden jeg først tænkte tanken, har jeg ikke kunnet aftænke den. Eller tænke den til ende.

For svarene på disse kontrafaktiske spekulationer blæser naturligvis i den vind, der aldrig blæste fra den optimale retning dén bombenat for 80 år siden.

*

Dét jeg ved med sikkerhed er dog, at jeg vil blive ved med opsøge historiens fragmenter. Om det er mindesten, kirkegårde, vragstumper eller museer. For når man kender baggrunden og konteksten, bliver fragmenterne til meningsbærende artefakter, der sætter hver enkelt af os i direkte forbindelse med historien. Den store og den nære.

Som stigen fra Lancaster JA 691, der kan ses hos Løjt Lokalhistoriske Forening.

Formand for Løjt Lokalhistoriske Forening Alf Madsen med en stige fra Lancaster JA 691.

Eller som det kompas fra Lancaster EE 117, der blev pløjet op af marken i Ustrup et par år efter flystyrtet. Et kompas, der skulle have bragt besætningen sikkert hjem til England.

Her 80 år senere er kompasset stadig fuldt funktionsdygtigt og kan ses på lokalsamlingen på den tidligere kaserne i Sønderborg.

Leif Larsen med det stadigt funktionsdygtige kompas fra Lancaster EE 117.

Og når jeg holder det mellem mine hænder, sker der noget særligt.

For når vi forholder os til historien, bliver vi selv en del af den.

Det er derfor, jeg vil blive ved med opsøge dens fragmenter. Men jeg har lovet mig selv og min søn, at jeg aldrig mere vil stille mig oven på en ueksploderet bombe.

https://www.forsvaret.dk/da/nyheder/2022/forsvaret-uskadeliggor-store-bomber-fra-anden-verdenskrig/

Seneste indlæg

Arkiver

Kategorier